Jeg har altid tegnet og malet og betragter mig selv mere som maler end kunstner. Jeg maler når idéer om farvesammensætninger og former presser sig så meget på, at jeg ser motiver overalt. Jeg bruger mest akryl på lærred, og mine værker er ofte inspireret af landskaber og mennesker. Men derudover er det svært at sige noget generelt om mine billeder.
At male giver mig en god kontrast til mit arbejdsliv som læge og forsker. Når jeg maler, er der ikke nogen regler og rammer der skal følges. Derfor går jeg også mere op i at eksperimentere end i det færdige produkt.
Jeg har mine egne tolkninger af billederne. Men dem vil jeg helst ikke lægge, som en begrænsende ramme ned over de enkelte billeder. En beskuer kan få noget helt andet ud af et maleri, end jeg har tænkt. Derfor bruger jeg ikke titler.