Kunst, billeder og musik har altid været en vigtig del af mit liv, og som ganske ung, stod jeg med valget mellem en formel uddannelse med god pension og gode lønninger, eller den mere usikre kunstneriske vej. Jeg valgte læreruddannelsen suppleret med et par universitetsuddannelser og masteruddannelser inden for ledelse. Et arbejdsliv i Efter- og højskole verdenen, med ledelse som fokus, blev min arbejdsmæssige livsbane. Penslerne blev tørre, guitaren trak støv og klaveret blev solgt. Men efter at have været igennem en noget tumultansk periode i mit liv, med kraftige skift i arbejdssituationen og en voldsom familiebegivenhed, lagde jeg livet om.
Jeg er nu bosiddende på Samsø, hvor jeg kan bruge tiden, roen og øens fantastiske aura og stemning til atter at finde pensler og lærreder frem. Jeg har nu malet i 3 år, fulgt nogle spændende kurser, bl.a. fra MOMA i NY, og ændret mit mindset. Jeg har fået modet til at udfordre lærrederne med stærke farver og former.
Malerierne er oftest figurative abstraktioner med mulighed for narrative fortolkninger. Jeg har ikke bundet mig til en bestemt teknik, men er meget inspireret af Mark Rothko og Gerhard Richter. To meget forskellige nonfigurative abstrakte kunstnere.
Mit farvevalg er stærke farver, men med mørke kontrapunktiske dybder. Det er beskueren der skal lave tolkningen og analysen ud fra deres ståsted, så selvom jeg oftest har en idé fra det hvide tomme lærred til det færdige maleri, deler jeg ikke denne, da det ofte ødelægger beskuerens muligheder for egen tolkning. “ Jeg vil ikke sige noget med mine malerier, og det gør jeg hele tiden” Frit efter Gerhard Richter.